Oh girl – it will not last
Utallige kvindeansigter opstår i præcise penselstrøg på Orsolya Bagalas udstilling Oh girl – it will not last. Den fortyndede akryl på det hvide akvarelpapir fortætter enkelte steder for at løbe eller blive opslugt af papiret og andetsteds fremstå som et skrøbeligt, gennemsigtigt skin.
Ungarskfødte Orsolya Bagala arbejder med at skildre kvinder, og deres kroppe og udtryk veksler mellem at være arketypiske til at være hybridlignende væsener. Nogle bærer på deres børn, andre har adskillige væsener indeni dem, som en absurd graviditet eller en kropslig spaltning. I Orsolya Bagalas værker sammensmelter fantasi og anatomisk virkelighed. Kroppen og dens forgængelighed sættes i fokus. Mange af værkerne er malet i brunlige, rødlige og rosa nuancer, der mimer kødet, blodet og sårets farver.
Værkerne afviger fra konventionelle, nøgterne kropsskildringer og udspringer i stedet af hendes intuitive udtryksform, som er omhyllet i psykologiske interesser. Eksempelvis fremstår flere af moderskabsportrætterne som fulde af omsorg, hvor Orsolya Bagala med en særlig sensibilitet evner at formgive de ambivalente følelser af forventningernes glæder, der følges af angsten for at miste og iblandes den evige bekymring for det spæde liv.
Personlige kriser, psykiske eller fysiske sår og svære tider kan tilbyde nye perspektiver og indgange, som hidtil ikke var synlige eller mulige, og udstillingens værker hæver sig fra en personlig og privat sfære til større, universelle potentialer, hvor de almenmenneskelige sorger bliver et kollektivt anliggende.
Hvor Orsolya Bagalas værker insisterer på, at mennesket er en krop, udgjort af skelet, væv og organer, som med sine fysiske betingelser vil gå i forfald, hæver værkerne sig netop også over denne kropslighed og over kriser og apokalyptiske ængstelser for i stedet at give plads til håb og lykkelige glimt. Den nuværende tilstand vil ikke bestå.
Orsolya Bagala havde sin første soloudstilling “Oh girl- it will not last” i november 2022 i Galleri Maria Friis. Mens hun var udstillingsaktuel i galleriet modtog hun Jens Søndergaard og hustrus Mindelegat, som er Danmarks største pris for kunstmalere, ved en ceremoniel reception på Statens Museum for Kunst.
I december 2022 erhvervede Statens Kunstfond sig 3 af Orsolya Bagalas store malerier på håndlavet papir og et par uger senere erhvervede Statens Museum for Kunst sig også 3 store malerier på håndlavet papir samt 2 malerier udført på papirsposer.
I august 2023 kuraterede Galleri Maria Friis en kunstudstilling på Enter Art Fair, som et konceptuelt greb på og alternativt bidrag til, de velkendte messestande. Udstillingen viste værker af fire af galleriets kunstnere, heriblandt værker af Orsolya Bagala. Udstillingen på Enter Art Fair blev præmieret af Statens Kunstfond.
Orsolya Bagala (f. 1976, Ungarn) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun har præsenteret sine værker både nationalt og internationalt, heriblandt på udstillingerne Urban Painting (kurateret af Barbara Steiner) på Galerie für Zeitgenössische Kunst, Leipzig, Tyskland, Bucharest Biennal for Young Contemporary Art, Bukarest, Rumænien, Cairo Biennale, Cairo, Ægypten, The Face of Illness, Medicinsk Museion, København, Danmark, Overgange, KØN Gender Museum Denmark, Århus, Danmark, Overgange #2, Rundetaarn, København, Danmark og Mama Mia (kurateret af Stense Andrea Lind-Valdan) på Willumsen Museum, Frederikssund, Danmark. Orsolya Bagala har udført adskillige performative og sociale kunstprojekter.
Se udstillingens værker:
Orsolya Bagala – Oh girl – it will not last